Godhedsindustrien er også en karriere!
Klabautermanden hørte her til morgen i et indslag i Radioavisen, at 8 ud af 10 unge, der bliver ulandsfrivillige, er piger. Det blev af Radioavisen udlagt som, "at forestillinger om at kvinder står for omsorg, mens mændene søger karriere lever i bedste velgående blandt de unge."
Klabautermanden skal ikke udelukke, at der er noget om snakken, men det undrer ham alligevel, for da han - gennem særligt avanceret lytteudstyr - er velinformeret om hvad der foregår i de kredse, kan han konstatere, at Godhedsindustrien under den pæne overflade er en verdensomspændende millardindustri med særdeles attraktive arbejdspladser i spændende storbyer som New York, Geneve og endda København - interessante oplevelser til en god løn, og en moralsk appelsin oven i turbanen. Klabautermanden konstaterer også, at første trin på rangstien i Godhedsindustrien netop er ... frivilligt arbejde. En stor del af de piger og drenge som tager ud for at arbejde i ulandene gør det, ud over for at hjælpe, altså også for at skabe sig en karriere i godhedsindustrien. Det er det der hedder cv-pleje. Klabautermanden har i hvert fald ordret hørt sætningen "jeg gør det kun for at få noget på cv'et" adskillige gange i de kredse.
Det er der jo i øvrigt ikke noget galt i. Cv-pleje er ren fornuft, og sker finansieringen af Godhedsindustrien frivilligt (hvad den dog ikke gør i Danmark) kan det oven i købet være prisværdigt arbejde, der udføres. DR gør sig imidlertid fortjent til et ordentligt slag med hammeren - TJU - for sådan en gang junkjournalistik, nemlig ved at føre den gamle fordom til torvs, at Godhedsindustrien kun handler om at være 'god'. Den handler også - og i dag mere end nogen sinde - om penge, prestige, karriere og cv-pleje. TJU!
0 Kommentarer:
Send en kommentar
<< Home