Rumraketten

Der var engang et land, hvor de gerne ville bygge en rumraket. Den skulle være stor og flot, og så skulle den kunne flyve hele vejen til Pluto. Det sagde landets Konge selv. Det vigtigste var, at alle skulle kunne være med i den, og at den skulle kunne holde til mange ture, sagde landets Dronning. Den skulle både være social og fremtidssikret, og så skulle den kunne larme helt vildt. Det lød utroligt godt, syntes alle.

Derfor nedsatte man en fin rumraketskommission med mange dygtige videnskabsmænd, der skulle regne ud, hvordan man byggede sådan én og hvor meget brænstof man skulle bruge. Det arbejdede de kloge videnskabsmænd på i mange, mange år - for de var meget kloge, og så tager den slags altid lang tid. Hele landet ventede i åndeløs spænding. For det var jo meget vigtigt, at den raket blev til noget.

Endelig kom rumraketkommissionens rumraketrapport. Den konkluderede, at det godt kunne lade sig gøre at bygge sådan en fin rumraket - men den ville også blive meget, meget dyr. Alle skulle bringe ofre. Det går ikke, sagde Kongen! Det går ikke, sagde Dronningen!

Rumraketten skulle bygges, men uden at den kostede noget, erklærede Kongen og Dronningen. Det kan ikke lade sig gøre, svarede videnskabsmændene forbløffede. Alene brændstoffet ville blive enormt dyrt. Kongen foreslog, at de byggede den for 1/10 af prisen, og da videnskabsmændene beklagde sig, sagde han "visse vasse, det skal I ikke komme og bestemme". Dronningen sagde, at hun ikke ville lade sig belære af sådan nogle hovskisnovski tryllekunstnere, og krævede rumraketten bygget nu! Videnskabsmændene rystede på hovedet, men gik i gang med at bygge raketten. Hvad skulle de ellers gøre?

Raketten blev bygget færdig, og alle - fra spæd til olding - blev gennet ind i dens store passagerkammer. Og så af sted til Pluto! Motorerne larmede, da raketten fløj af sted - og fløj lige lukt ned i en stor mose, hvor den eksploderede og dræbte alle ombord. Materialerne var dårlig og billige, og der var ikke brændstof nok, og befolkningen - heller ikke Kongen og Dronningen - kom aldrig nogen sinde til Pluto.

Godnat, og sov godt!

Godhedsindustrien er også en karriere!

Klabautermanden hørte her til morgen i et indslag i Radioavisen, at 8 ud af 10 unge, der bliver ulandsfrivillige, er piger. Det blev af Radioavisen udlagt som, "at forestillinger om at kvinder står for omsorg, mens mændene søger karriere lever i bedste velgående blandt de unge."

Klabautermanden skal ikke udelukke, at der er noget om snakken, men det undrer ham alligevel, for da han - gennem særligt avanceret lytteudstyr - er velinformeret om hvad der foregår i de kredse, kan han konstatere, at Godhedsindustrien under den pæne overflade er en verdensomspændende millardindustri med særdeles attraktive arbejdspladser i spændende storbyer som New York, Geneve og endda København - interessante oplevelser til en god løn, og en moralsk appelsin oven i turbanen. Klabautermanden konstaterer også, at første trin på rangstien i Godhedsindustrien netop er ... frivilligt arbejde. En stor del af de piger og drenge som tager ud for at arbejde i ulandene gør det, ud over for at hjælpe, altså også for at skabe sig en karriere i godhedsindustrien. Det er det der hedder cv-pleje. Klabautermanden har i hvert fald ordret hørt sætningen "jeg gør det kun for at få noget på cv'et" adskillige gange i de kredse.

Det er der jo i øvrigt ikke noget galt i. Cv-pleje er ren fornuft, og sker finansieringen af Godhedsindustrien frivilligt (hvad den dog ikke gør i Danmark) kan det oven i købet være prisværdigt arbejde, der udføres. DR gør sig imidlertid fortjent til et ordentligt slag med hammeren - TJU - for sådan en gang junkjournalistik, nemlig ved at føre den gamle fordom til torvs, at Godhedsindustrien kun handler om at være 'god'. Den handler også - og i dag mere end nogen sinde - om penge, prestige, karriere og cv-pleje. TJU!