Klabauterkulten

Waldorf skriver ganske charmerende, at undertegnede hammersvinger burde være den første actionhelt til at få en kult. Det er naturligvis også på tide, så endnu flere kan komme ud og svinge med hammeren! TJU! Desværre fik Chuck Norris den først, men selvom Klabautermanden naturligvis bekender sig til de opbyggelige ord "You don't win silver, you loose gold", så vil han gerne slå et slag med hammeren for Klabauterkulten.

Det er derfor på tide at (gen)lancere de gamle vers, hvormed Klabautermanden først blev kendt. De kan lyde som et "Kong! Kong!" når kulten samles, hvis ellers Klabautermanden var en abe og ikke en ondskabsfuld nisse... Nogle kender det måske allerede, men for de kommende kultister kommer Klabauterverset:

"Klabautermanden er træt af pis.
Klabautermanden har en tag-ingen-fanger holdning til virkeligheden.
Klabautermanden hader unge mænd på støjende scootere.
Klabautermanden er fuld af galde, som gør ham gal.
Klabautermanden har bare fået nok.
Klabautermandens tænder gør ondt, fordi han er så sammenbidt.
Klabautermanden kan også sparke.
Klabautermanden tramper på alle tyranner.
Klabautermanden kæmper også for din frihed."

TJU! 

Rumraketten

Der var engang et land, hvor de gerne ville bygge en rumraket. Den skulle være stor og flot, og så skulle den kunne flyve hele vejen til Pluto. Det sagde landets Konge selv. Det vigtigste var, at alle skulle kunne være med i den, og at den skulle kunne holde til mange ture, sagde landets Dronning. Den skulle både være social og fremtidssikret, og så skulle den kunne larme helt vildt. Det lød utroligt godt, syntes alle.

Derfor nedsatte man en fin rumraketskommission med mange dygtige videnskabsmænd, der skulle regne ud, hvordan man byggede sådan én og hvor meget brænstof man skulle bruge. Det arbejdede de kloge videnskabsmænd på i mange, mange år - for de var meget kloge, og så tager den slags altid lang tid. Hele landet ventede i åndeløs spænding. For det var jo meget vigtigt, at den raket blev til noget.

Endelig kom rumraketkommissionens rumraketrapport. Den konkluderede, at det godt kunne lade sig gøre at bygge sådan en fin rumraket - men den ville også blive meget, meget dyr. Alle skulle bringe ofre. Det går ikke, sagde Kongen! Det går ikke, sagde Dronningen!

Rumraketten skulle bygges, men uden at den kostede noget, erklærede Kongen og Dronningen. Det kan ikke lade sig gøre, svarede videnskabsmændene forbløffede. Alene brændstoffet ville blive enormt dyrt. Kongen foreslog, at de byggede den for 1/10 af prisen, og da videnskabsmændene beklagde sig, sagde han "visse vasse, det skal I ikke komme og bestemme". Dronningen sagde, at hun ikke ville lade sig belære af sådan nogle hovskisnovski tryllekunstnere, og krævede rumraketten bygget nu! Videnskabsmændene rystede på hovedet, men gik i gang med at bygge raketten. Hvad skulle de ellers gøre?

Raketten blev bygget færdig, og alle - fra spæd til olding - blev gennet ind i dens store passagerkammer. Og så af sted til Pluto! Motorerne larmede, da raketten fløj af sted - og fløj lige lukt ned i en stor mose, hvor den eksploderede og dræbte alle ombord. Materialerne var dårlig og billige, og der var ikke brændstof nok, og befolkningen - heller ikke Kongen og Dronningen - kom aldrig nogen sinde til Pluto.

Godnat, og sov godt!

Godhedsindustrien er også en karriere!

Klabautermanden hørte her til morgen i et indslag i Radioavisen, at 8 ud af 10 unge, der bliver ulandsfrivillige, er piger. Det blev af Radioavisen udlagt som, "at forestillinger om at kvinder står for omsorg, mens mændene søger karriere lever i bedste velgående blandt de unge."

Klabautermanden skal ikke udelukke, at der er noget om snakken, men det undrer ham alligevel, for da han - gennem særligt avanceret lytteudstyr - er velinformeret om hvad der foregår i de kredse, kan han konstatere, at Godhedsindustrien under den pæne overflade er en verdensomspændende millardindustri med særdeles attraktive arbejdspladser i spændende storbyer som New York, Geneve og endda København - interessante oplevelser til en god løn, og en moralsk appelsin oven i turbanen. Klabautermanden konstaterer også, at første trin på rangstien i Godhedsindustrien netop er ... frivilligt arbejde. En stor del af de piger og drenge som tager ud for at arbejde i ulandene gør det, ud over for at hjælpe, altså også for at skabe sig en karriere i godhedsindustrien. Det er det der hedder cv-pleje. Klabautermanden har i hvert fald ordret hørt sætningen "jeg gør det kun for at få noget på cv'et" adskillige gange i de kredse.

Det er der jo i øvrigt ikke noget galt i. Cv-pleje er ren fornuft, og sker finansieringen af Godhedsindustrien frivilligt (hvad den dog ikke gør i Danmark) kan det oven i købet være prisværdigt arbejde, der udføres. DR gør sig imidlertid fortjent til et ordentligt slag med hammeren - TJU - for sådan en gang junkjournalistik, nemlig ved at føre den gamle fordom til torvs, at Godhedsindustrien kun handler om at være 'god'. Den handler også - og i dag mere end nogen sinde - om penge, prestige, karriere og cv-pleje. TJU! 

Mere om Klabautermanden

Klabautermanden er træt af pis.
Klabautermanden har en tag-ingen-fanger holdning til virkeligheden.
Klabautermanden hader unge mænd på støjende scootere.
Klabautermanden er fuld af galde, som gør ham gal.
Klabautermanden har bare fået nok.
Klabautermandens tænder gør ondt, fordi han er så sammenbidt.
Klabautermanden kan også sparke.
Klabautermanden tramper på alle tyranner.
Klabautermanden kæmper også for din frihed.
Klabautermanden holder af dig, selvom han sjældent viser det.

Hvem er Klabautermanden?

Fra gamle tider siges det, at klabautermanden (eller på tysk: der klabautermann) er en slags ondskabsfuld sønisse, der forstyrrer de sejlende. Men fra Aksel Sandemoses roman (1927) ved vi, at han er en anderledes kontant skæbneuddeler: En mørk skikkelse, der viser sig med sin tunge hammer på dækket af uvejrsramte skibe, hvis søfolk er dømt til døden for egen synd og tåbelighed. "Han kommer og går..." siger de om ham, men sikkert er det, at han altid i sidste ende kommer til dem der forjener det, og slår til med sin store hammer: TJU!

I fremtiden har Klabautermanden omlagt sine veje fra søens vilde våger til internettets informationshav. Han vil rense ud blandt alle idioterne med et velrettet TJU fra hammeren. Klabautermanden tager ikke mere pis: TJU! TJU! Så er de færdige!

Klabautermanden lader hammeren falde...

For første gang!

Og det første benhårde hammerslag går naturligvis til vores alle sammens lille kommunist-tyran, som vi kan beskue hver eneste dag på den ignorante ungdoms t-shirts: Che Guevara. Nu skal svinet hyldes i en stor udstilling i Aalborg fra 30. august med titlen "Che - a life". Det ser nemlig ud til, at mens Che havde tralvt med at sætte folk i lejre og smadre økonomien på Cuba, så fik den totalitære idiot også tid til at tage en række snapshots af de latinamerikanere, han var kommet for at 'redde' ved at indføre den stalinistiske terrorstat. Billederne skal selvfølgelig vises frem, for hvor spændende er det ikke, at en ægte revolutionær helt også knipsede med et kamera? Problemet er, at programmet til udstillingen ikke nævner med et ord hvilken forbryder Che var, men i stedet skriver:

Ches død blev negeret ved slagordet ”Che vive” og gennem den hurtige udbredelse af Kordas portræt blev Che personificeringen af tro, viljestyrke og offervilje.

Jo tak - og personificeringen af blind totalitær fanatisme. Bemærk, at udstillingen også kan læses som "Che Alive" - che vive, for de ikke-spanskyndige.

Klabautermandens hammer falder BENHÅRDT over den slags forherligelse af tyranner. TJU til Ålborg Kommune for at støtte den slags svineri, TJU til den chilenske fiduskunstner Marco Evaristti for at have kurateret diktatorens feriebilleder, TJU til Malou Erritzøe for den eminent tåbelige biografi (udstillingskataloget lover endnu mere af samme brækfremkaldende skuffe).

Skal vi lige slutte af med et billede af en af de herlige t-shirts man kan købe i Ålborg. Det skulle vel aldrig være en lille homoseksuel Beatles-fan han sigter på?